Optimerede afgrøder til fremtidens effektive og klimavenlige landbrug
Formålet med projektet er at øge dansk landbrugs produktivitet, og mindske påvirkningen af klima og miljø. Det opnås ved at øge afgrødernes næringsstofudnyttelse, og produktivitet pr. arealenhed, og derved reducere klimaaftrykket pr. produceret enhed. Målet er at identificere generne bag den genetiske variation i korn, græs, kartofler og hestebønner for hurtig rodvækst umiddelbart efter såning, for dyb rodvækst i vækstsæsonen, og for proteinudbytte i korn.
Projektets aktiviteter er organiseret i tre arbejdspakker. Arbejdspakke 1 fortsætter de tidligere projekter FAUPE og Robusta’s forskning i dyb rodvækst, og effektiv udnyttelse af vand og kvælstof fra de dybe jordlag. Rodvæksten i et stort antal sorter måles, og med tracerstudier undersøges næringsstofudnyttelsen detaljeret. I arbejdspakke 2 kortlægges den tidlige rodvækst i vårbyg, græs og hestebønner. Generne der er ansvarlige for tidlig og hurtig rodvækst identificeres, for at muliggøre udvalg for egenskaben i forædlingen. Tidlig rodvækst er afgørende for vand og næringsstofudnyttelsen i vårsædens meget korte vækstperiode. Endelig tager arbejdspakke 3 hul på et overset men meget vigtigt område - proteinindlejring i korn, hvor målet er at skabe værktøjerne til at bryde den negative sammenhæng mellem proteinindhold og udbytte. Sorternes afmodning studeres sammen med remobilisering af N fra blad til kerne, og der udvikles DNA- markører for egenskaben ’højt proteinindhold’ kombineret med stort udbytte. Der er en lang række positive effekter på produktion, klima og tab af næringsstoffer.
Fælles for effekterne er, at de virker i primærlandbruget gennem forædling og udvikling af forbedrede sorter af landbrugsafgrøder. Udvikling af nye sorter er en proces, der tager noget tid. De første sorter af græs vil komme på markedet i løbet af den tre-årige projektperiode, og de første forbedrede kornsorter i årerne efter projektet.